7. okt. 2013

Odd Fellow-palæet


Et af de mest karakteristiske palæer i Frederiksstaden ligger i Bredgade, som point de vue for Dronningens Tværgade. I dag er det kendt som Odd Fellow-palæet, men har gennem tiden haft forskellige navne og ejere. Flankeret af de i dag sørgeligt kuppelløse pavilloner ligger det tilbagetrukket fra gaden bag et smukt, men amputeret smedejernsgitter.

Odd Fellow-palæet, oprindeligt Berckentins Palæ i Bredgade


Palæets bygherre var Christian August greve af Berckentin (1694-1758), der var født i Mecklenburg og havde trådt i dansk tjeneste som ung. Han blev en væsentlig embedsmand og blev især anvendt som diplomat og bestred vigtige poster i enevældens centraladministration.

Berckentin erhvervede hele tre grunde til sit palæ, der blev opført 1751-1755. Bygherren fik altså kun glæde af palæet i tre år. Berckentins Palæ blev i 1762 købt af Heinrich Carl baron Schimmelmann, senere greve, i hvis slægts eje palæet var indtil 1884. Palæet blev da købt af selskabet ”Concertpalaiset”, der lod palæet ombygge i ganske væsentlig grad og tilføjede en stor koncertsal, der strakte sig over palæets oprindeligt ganske store have. Det var ved denne ombygning at de festlige nyrokokopavilloner blev opført og at smedejernsgitteret blev afkortet. I år 1900 købte Odd Fellow-ordenen palæet, i hvis eje det siden har været. En voldsom brand ødelagde store dele af palæet i 1992, og koncertsalen forsvandt ved denne lejlighed, i det den ikke som resten af palæet blev genopført.

Berckentins grevelige våben omgivet af Elefantordenens kæde på frontispicen



I det indre er der ikke meget bevaret af Berckentins gamle palæ, men facaden bærer stadig præg af den oprindelige bygherre. På frontispicen ses i en rokokokartouche Berckentins våben med krone og omgivet af Elefantordenens kæde – Berckentin blev Ridder af Elefantordenen i 1747 og greve i 1750. Våbenet er Berckentins stamvåben: ”Ved en rød sinister spids delt af guld og sølv”. Våbenet ses her nedenfor som det er gengivet i kopibogen over Frederik V’s grevelige patenter på Rigsarkivet. Hverken på palæet eller i kopibogen er våbenet gengivet med korrekt dansk grevekrone. 

Berckentins våben i grevepatentet, 1750. 

2 kommentarer:

  1. Kære Ronny;

    Jeg er virkelig imponeret over dine nærbilleder. Du må have et virkeligt godt zoom-objektiv. Smukt !!
    Ideen med at supplere med farvelagte afbildninger er også rigtig god (omend nærliggende). Jeg ser frem til lignende billeder ved omtaler af andre adelspalæér.

    Spidsen er tydeligt skraveret, enten for at fremhæve den eller for at angive farven. Hvis det sidste er tilfældet, har man glemt at skravere guld-feltet !

    Med venlig hilsen Bo Møller

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Bo,

      Tak - ja, det er en udmærket zoom. Jeg har også tænkt over det med skraveringen, og umiddelbart tror jeg ikke det har været meningen at angive tinkturerne - og at det dermed er et tilfælde at spidsen er skraveret rødt.

      Bedste hilsener,
      Ronny

      Slet